I den narrative forståelse formes vores identitet af fortællinger om os selv. Vi består af fortællinger. Ikke kun én, men mange fortællinger. Vores viden om os selv som mennesker er opstået gennem vores samvær med andre og bliver kommunikeret via sproget. Identitet skabes således som fortællinger, i samværet med andre mennesker.

I den narrative teori taler man om, at en personlig fortælling består af både handlinger og den mening vi tillægger de handlinger. Dette danner et mønster for det, man gør, og den måde, man lever på. Indimellem kan man falde ind i et mønster som ikke er hensigtsmæssigt for éns personligeudvikling, selvfølelse og selvværd. Man kan føle sig ked af det, frustreret, vred eller deprimeret.

Man kan have dårlig samvittighed over for sine børn eller andre nære relationer. Man kan føle det er svært at være mor eller far, ægtefælle, kæreste eller veninde, eller man kan være ramt af forkerthedsfølelse. Det kan være meget svært at bryde ud af det mønster, bl.a. fordi man ikke altid er klar over sammenhængen mellem sit handlingsmønster og tilblivelsen af det. Ud fra dette skaber man måske nogle konklusioner om sin identitet, som igen har betydning for de fortolkninger og de handlinger, man udfører.

Sproget er med til at skabe fortællingerne, og den narrative samtale tager afsæt i det sprog vi bruger om det der er svært. Ved at benytte det, der kaldes eksternaliserende sprog, kan man skabe en sproglig afstand mellem personen og problemet.

Hvis problemet f.eks. er en følelse af forkerthed, taler man ikke om forkertheden som noget, der er inden i personen, men derimod at personen er "ramt af" eller "grebet af" en følelse af forkerthed. Hermed bliver det problemet, der er problemet, og ikke personen, der er noget galt med. Dette fratager os ikke ansvar for at forholde os til problemet.

Men når forholdet mellem personen og problemet er tydeligt og klart, bliver det muligt at foretage handlinger, der reducerer problemets indflydelse på én selv som person. Der vil altid være nogle sprækker - nogle andre fortællinger som er mere ønskværdige.

Ved at sætte disse fortællinger i fokus kan man finde frem til hvad der er vigtigt og dermed de værdier og det liv man gerne vil leve.

Narrative samtaler handler om at lytte, at udforske fortællingerne om problemet, at stille nysgerrige spørgsmål. I det hele taget undersøge og få øje på hvilke mønstre og fortællinger der gør noget svært eller har givet anledning til en større eller mindre krise.

Når dette bliver tydeligt, giver det mulighed for at få øje på de handlemuligheder der findes, og de værdier man gerne vil leve efter.